10 øvelser i selvrespekt

En sund selvrespekt er en vigtig bagage at have med på rejsen. Og den kommer ikke af sig selv. Men der er heldigvis meget vi kan gøre. Her er 10 øvelser som styrker din selvrespekt.

© Igor Yaruta - Fotolia.com

© Igor Yaruta – Fotolia.com

Selvrespekt er at føle sig værdifuld som den man er. At anerkende og stå ved både sine stærke og svage sider. Og det er desværre ikke noget vi er født med, men noget vi skal lære. Og da vi ikke lever i en perfekt verden, findes der heller ingen mennesker med en 100% veludviklet selvrespekt.

Med en dårlig selvrespekt mister vi glæden og energien i dagligdagen og overskuddet til at være noget for hinanden. Og den er samtidig årsag til mange af hverdagens konflikter, frustrationer og nederlag.

Selvrespekt har heller ikke altid haft det lige godt i mit liv. Det har bla. givet sig udslag i manglende tydelighed, uklare grænser og angst for konflikter. Men jeg har lært, at det er noget jeg kan øve mig i at blive bedre til. Og her er 10 gode øvelser som jeg oplever styrker selvrespekten:

1. Vælg at være god nok

Øv dig i at tro på, at du selv er ok. At det du er og kan har værdi. I mange tilfælde er det måske ikke det du føler og oplever, men du kan vælge at tro det. Drop selvkritikken og undskyldningerne. Du laver fejl og nogle planer mislykkes. Ja, det sker for alle og det gør dig ikke til et dårligere menneske. Du er dig og du duer.

2. Accepter kritik

Du kan ikke stille alle tilfreds. Der vil altid være nogen som er uenig med dig eller som misforstår dig. Lad det ikke vælte dig. Stop med at måle dig selv på hvordan andre bedømmer dig. Fokuser på hvad du selv tror på og ikke på hvad andre forventer eller tror om dig.

3. Vær glad

Vælg glæden i stedet for surhed og irritation. Beslut dig for at være positiv og optimistisk og øv dig i at fokusere på de gode ting du oplever.

4. Få det gjort

Læg ikke større planer end du kan gennemføre. Gør tingene færdige. Ryd op. Hvis der er noget der suger selvrespekten ud af os, er det alle vores uafsluttede projekter og alle de løse ender vi omgiver os med. Få det gjort og læg det væk.

5. Sæt grænser

Øv dig i at vær tydelig omkring dine grænser. Både overfor dig selv og andre. Sig fra overfor dem som misbruger din hjælpsomhed eller din tid eller som tager din energi. Det er ok at passe på sig selv og stille krav til andre. Det er dig der bestemmer over dit liv.

6. Saml på ros

Sig tak for alle de roser og komplimenter du får. Lad være med at bortforklare eller undskylde dine succeser. Saml i stedet på dem. Og ros dig selv, når du kan. Klap dig selv på skulderen hver gang noget lykkes.

7. Hold ud

Lad være med at give op over for de opgaver eller udfordringer, som er vigtige for dig. Hold dine aftaler, både med dig selv og andre. Bliv ved og kæmp for det du tror på.

8. Vær hjælpsom

Øv dig i at gøre godt for andre. Vær gavmild og villig til at hjælpe, hvor du ser behovet. At være noget for andre og opleve deres taknemlighed giver overskud og selvrespekt.

9. Kommuniker

Giv udtryk for hvad du mener. Vær tydelig omkring dine holdninger og dine principper – uden at træde på andre. Tro på, at andre mennesker også er interesseret i at vide hvad du mener.

10. Tag imod Guds kærlighed

Tro på, at det er sandt, at Gud elsker dig. At du er elsket med den højeste kærlighed noget menneske kan møde. At Gud vil dig det bedste – også når livet viser sig fra sin hårdeste og ondeste side.

Øvelse

Selvrespekt er ligesom al anden respekt noget man vinder, skridt for skridt. Sommetider går det frem, andre gange lidt tilbage. Men med øvelse vokser det lige så stille.

I nogle tilfælde kan den manglende selvrespekt ligge så dybt, at der er brug for ekstra hjælp. Så må en psykolog eller en psykoterapeut med på banen. Det er ingen skam. Men ingen kan komme galt af sted med også at øve sig selv.

Hvad gør du for din selvrespekt?

Kommentarer

  1. […] mest læste indlæg blev De 4 værste myter om kærlighed (3734) Følg ikke dit hjerte (629) 10 øvelser i selvrespekt (611) Tid til at elske (318) 4 måder at ødelægge sin ferie på (250) Stop med at tænke (247) […]