7 råd fra verdens klogeste mand

I Bibelens gamle testamente findes en meget moderne bog, der trods sine 3000 år, kunne være skrevet i dag. Det er Prædikerens bog, skrevet af den jødiske kong Salomo. Han var angiveligt verdens klogeste mand på den tid. Og mange af hans vise ord holder den dag i dag.

© faradia - Fotolia.com

© faradia – Fotolia.com

På trods af de mange kloge ord er Prædikerens bog egentlig ikke opløftende læsning. Den indeholder en gammel desillusioneret mands oplevelser af livets meningsløshed og uretfærdighed. Der er da heller ikke tale om et profetisk og Guds-inspireret skrift på samme måde som for de øvrige skrifter i Bibelen, men derimod et autentisk vidnesbyrd fra en erfaren mand, som har indset at alverdens visdom og indsigt ikke kan forstå og forklare Gud eller livets mening.

Salomos konklusion er enkel: Nyd livet mens du kan. Men gør det klogt og ansvarligt!

For Salomo er visdommen den bedste medicin mod livets uretfærdighed og meningsløshed. For “Visdom gør et menneske mere forstående og mindre hård.” (8,1)

7 vise livsråd

Jeg har plukket 7 vise råd ud af Prædikerens Bog – gode råd som lige så godt kunne være givet af én af vor tids kloge hoveder: (Oversættelsen af fra Bibelen på hverdagsdansk 2007)

  1. Det er bedre ikke at love noget end at love noget, du ikke kan holde. (5,4)
  2. Det er bedre at glæde sig over, hvad man rent faktisk har, end at fantasere om, hvad man ikke kan få (6,9)
  3. At kunne føre en sag igennem til sin afslutning er vigtigere end at kunne begynde den, tålmodighed er bedre end stolthed. (7,8)
  4. Lad være at sukke efter »de gode, gamle dage«, for det afslører din mangel på visdom. (7,10)
  5. Hvad du end har for, så gør det helhjertet. (9,10)
  6. Invester vidt og bredt, du skal nok få udbytte af det med tiden. (11,1)
  7. Nyd derfor nuet og øjeblikket. Spis, drik og vær glad. Følg dit hjerte og brug dine evner. Men husk, at du en dag skal stå til regnskab over for Gud. (7,9 og 11,9)

Salomo skriver flere steder: Der er intet nyt under solen, og det afslører disse 3000 år gamle livsråd sandheden i. Det er de samme ting vi har brug for at lære i dag, som de havde i Jerusalem på Salomos tid.

Forvalterens ansvar

Èn ting har vi dog glemt i dag. Og det er det som tilføjes i pkt. 7: I alt hvad vi gør står vi til ansvar overfor Gud. Vores liv og vores handlinger har konsekvenser – og dem skal vi en dag stå til regnskab for. Vi må aldrig blive så optaget af det gode liv, at vi glemmer ham som har givet os det. Og som en dag tager det igen.

I 5,18 skriver Salomo: “Det er en gave fra Gud at blive velsignet med velstand, at få lov til at nyde den og samtidig kunne glæde sig over sit arbejde.”

Livet har vi til låns. Og indtil vi skal aflevere det igen, skal vi forvalte det på bedste måde. Ikke kun til gavn for os selv, men også for alle andre. Og ikke mindst til ære for Gud. Når det sker, “så bekymrer man sig ikke om livets korthed, for man er optaget af den glæde, Gud giver en lige nu.” (5,19)

God fornøjelse med at leve livet. Klogt og ansvarligt. Og med regnskabsdagen for øje.

Hvad kan du bruge Prædikerens Bog til?