En god dag begynder om morgenen

vækkeur300For ca. 1½ år siden besluttede jeg, at nu skulle jeg have anderledes styr på hvordan jeg begyndte min dag. Jeg ville stå op samme tid hver dag. En time før end jeg ofte gjorde. Og jeg ville have et fast morgenprogram, som sikrede, at jeg fik begyndt hver dag på den bedste måde.

Tidligere havde jeg ikke nogen fast morgenrytme og det betød ofte en lidt rodet start på dagen, noget som forplantede sig videre til resten af arbejdsdagen.

I dag begynder min dag altid 2½ time før jeg kl. 9 tager fat på dagens arbejde og tjekker ind på hjemmekontoret. Og morgenprogrammet består af fire aktiviteter som jeg har besluttet at begynde hver dag med:

  • Styrketræning (rygøvelser) og bad
  • Andagt
  • Direkto-tid (forberede ugens blog)
  • Morgenmad med Anna

Sætter kursen

Min morgen er således blevet min personlige fokustid. Her udvikler og træner jeg mig selv fysisk, åndeligt og mentalt og det giver mig en start på dagen som jeg i dag ikke vil undvære. Den ekstra morgentid giver mig energi og overskud som gør hele dagen til en bedre dag. Jeg får fra starten af dagen sat den rigtige kurs og den styrer mig gennem dagens gøremål.

For at sikre at jeg får de 7 timers søvn, som er nødvendige for mig, har jeg samtidig måttet beslutte en tilsvarende aftenrytme. Jeg ved at jeg skal være i seng inden kl. 23 og det er som regel også realistisk. Det betyder at jeg har droppet TV-kigning efter kl. 22 og at der også er blevet lidt ekstra tid til læsning.

Der kan selvfølgelig være enkelte dage, hvor det ikke er muligt at følge denne morgen- og aftenrytme. Men det skal ikke forhindre de mange dage, hvor det faktisk godt kan lade sig gøre.

A og B mennesker

Da jeg var ung var jeg udpræget B-menneske. Jeg havde mest energi om aftenen og kunne fint sidde og lave lektier til langt ud på natten. I dag er jeg vidst nærmest A-menneske. Jeg bliver træt om aftenen og tænker klarest om morgen og derfor er det også så vigtigt for mig at jeg udnytter dagens første timer optimalt.

Undersøgelser har desuden vist, at om man er natteravn eller morgenmenneske mere handler om vaner end om, at vi har forskellige biologiske ure. Derfor er det også muligt at træne sig til at ændre sin døgnrytme. Fx ved at skubbe sove-tiden med 10 min ad gangen en gang om ugen. På den måde vænner du lige så stille kroppen til en ny døgnrytme og du får nemmere ved at stå tidligere op. Husk at hver gang du stiller vækkeuret 10 min tilbage skal du også gå tilsvarende tidligere i seng. Ellers opbygger du et usundt søvnunderskud og du få ikke nok ud af den ekstra morgentid.

Noget tyder iøvrigt på at de fleste mennesker med alderen bevæger sig fra at være B-mennesker til at være A-mennesker.

Godt begyndt er halvt fuldendt

Vi siger ofte: “Når enden er god er alting godt”, men det er ofte bare for at dække over, at vi kom dårligt i gang eller ikke var ordentligt forberedt. Ordsproget: “Godt begyndt er halvt fuldendt” passer meget bedre. I hvert fald er chancen for et godt resultat langt større når vi er kommet godt i gang. Eller sagt med andre ord: Sandsynligheden for at nå godt i mål er bedst når vi fra starten har sat den rigtige kurs.

Hvordan er dine erfaringer med med at begynde og slutte dagen og hvad betyder det for din dag som helhed? Har du nogle gode råd?