Gør dit liv lidt enklere

© Photographee.eu - Fotolia.com

© Photographee.eu – Fotolia.com

Sommetider går vejen frem nogle skridt tilbage. Vi fylder hele tiden mere på. Vi får flere penge. Køber flere ting. Tager flere opgaver. Får flere TV-kanaler. Hurtigere internet. Flere nyheder. Længere uddannelse. Flere tilbud. Kort sagt: Vi udvider hele tiden vores liv. Både mentalt og materielt. Vi lever i en vækstkultur, hvor nøgleordet er mere. Og den kultur understøttes flot af både politikerne, medierne og industrien.

Ubalance og travlhed

Men tid og kræfter får vi ikke mere af. Så jo mere vi fylder i vores liv jo mere skal vi også vælge og sortere og jo større bliver det bjerg af ting, vi ikke kan forholde os til eller magter at administrere. Der bliver simpelt hen rigtig dårlig balance mellem de mange krav og forventninger som mere-kulturen stiller og så mine evner til at overskue og håndtere mit liv. Jeg mister overblikket og kontrollen. Og jeg har konstant travlt. Hvorfor undrer vi os over at stress i dag er folkesygdom nr. 1? Jeg er ikke imod fremskridt, vækst og nye muligheder. Men jeg kan ikke rumme det hele. Jeg kan ikke bare blive ved at lukke ting ind i mit liv uden også at lukke noget andet ud. For at overleve mere-kulturen, har jeg brug for at blive bedre til at vælge fra. Både rent fysisk og mere mentalt. Jeg har brug for at forenkle mit liv. Sige nej og rydde op. Jeg tror ikke så meget på bonderøven Franks forestilling om det enkle liv. Det virker ikke så enkelt endda – mere som en slags gør-det-selv-materialisme. Og han er da også i den grad en samler!

Lidt mindre

Men jeg tror på, at vi gør os selv en stor tjeneste ved at blive bedre til at takke nej og en gang i mellem at rydde grundigt op i livet. Leve livet lidt enklere og skaffe os af med alle de ting som bare fylder og forstyrrer og stresser. Og her tænker jeg helt ned i de små og praktiske ting:

  • Kan du nøjes med en mindre TV-pakke? Og se mindre TV?
  • Er der tidsskrifter, aviser, bogklubber mv du kan opsige fordi du alligevel ikke har tid til at læse dem?
  • Kan du begrænse dine kommunikationskanaler: facebook, sms og online-spil, forummer osv?
  • Har du ting og tøj liggende som du ikke har brugt de sidste 3 år og som du derfor godt kan undvære?
  • (forleden gav jeg halvdelen af min garderobe til genbrug og jeg har ikke savnet en eneste del siden)
  • Er der foreninger, hobbyer og interesser, som du ikke har tid nok til? Drop dem!
  • Har du papir-bunker, som du ikke har rørt i meget lang tid? Smid dem ud!
  • Skal du have et “reklamer nej tak” skilt på din postkasse?
  • Kan du spise lidt mindre og lidt sundere?
  • Kan du holde flere pauser og give dig selv mere alene-tid?
  • Kan du køre langsommere i din bil? Eller tage cyklen lidt oftere?

I næste uge begynder fasten. Overvej hvor meget af det du laver og ejer som er vigtigt for dig. Er det ikke vigtigt, så drop det og få mere tid og overskud til de vigtige ting. “Og vist er det, at gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv.” (1. Timotheus 6,6) I denne (engelske) liste finder du mange flere forslag til hvordan du kan forenkle og rydde op i dit liv: Hvad har du valgt fra for få mere overskud til de vigtige ting i dit liv? Skal fastetiden bruges til at rense lidt ud?