Mindre kontrol, mere kvinde

Dette blog-indlæg er ikke for mænd. Muligvis heller ikke for alle kvinder. Det handler nemlig om modige kvinder, der ikke efterligner mænd og ikke har styr på alt.

Derfor er det heller ikke skrevet af mig, men af sexolog og parterapeut Amanda Lagoni – som jeg er så heldig at være far til. Til mændene vil jeg i stedet anbefale mit indlæg: Hvor er de rigtige mænd? 

© olly – Fotolia.com

Amanda skriver:

Jeg blev for nylig kontaktet af en ejendomsmægler, som gerne ville have mig til at komme med en udtalelse som sexolog og parterapeut. Som han sagde: ”det er jo kvinden der dikterer hvor familien skal bo og hvordan hjemmet skal se ud”.

Jeg tror, at ejendomsmægleren har ret et stykke hen ad vejen. Kvinder i dag er meget målrettede. Vi ved hvad vi vil have, og vi er ikke bange for at gå efter vores mål. Vi er enormt kontrollerende og har taget mange af de maskuline dyder til os: kontrol, målrettethed, retning, beslutsomhed, initiativ etc. Og ofte i en sådan grad, at vores kontrol fratager os selv en masse nydelse og glæde. Også vores partner. For jo mere målrettede, kontrollerede, retningsorienterede og planlæggende vi er, des mindre har vores partner mulighed for at være det.

Mænd uden initiativ

Jeg møder mange kvinder, som savner at deres partner tager initativ. Men ofte viser det sig, at han nærmest heller ikke får muligheden, da hun allerede har planlagt, forberedt og kontrolleret så meget, at hendes partner ikke når at reagere eller selv tage stilling, før hun selv tager affære.

Vi kvinder har ofte travlt med at kontrollere det meste omkring os. Hjemmet, børnene, manden, vægten… fyld selv på!

Giv slip

Hvis vi kvinder turde slippe kontrollen lidt, slippe forventningerne og åbne os for det ukendte, er jeg overbevist om, at vi vil opnå meget mere nydelse, glæde og frihed i vores hverdag. Og det vil vores familier også ;-) Vores mænd vil gerne have kontrollen! De vil gerne passe på os, sørge for os, og holde om os. Vi skal give dem pladsen til det.

Hvis vi kan give slip på de ting der ikke er nødvendige at kontrollere, men som vi kontrollerer af vane, og i stedet fokusere på at være tilstede, at sanse det der sker, så bliver vi ganske enkelt rarere at være sammen med. Og med sansningen kommer der mere nydelse og flere uforudsete oplevelser. At være sammen med sin familie uden at forsøge at kontrollere hvor, hvornår og hvordan, er berigende og lykkegivende, og giver plads til åbenhed og nydelse.

Plads til nydelsen

Kontrol skaber forventninger. Jo flere forventninger vi har, jo nemmere bliver vi skuffet. Jo færre forventninger, des mere sansning og mere nydelse.

Det er tæt på umuligt at være til stede i nuet og samtidig kontrollere situationen. Vi kan forberede de nødvendige ting, og så må vi ellers give slip, og være med det der er. Vores mænd og børn vil elske os for at være mere nærværende og til stede, og du vil højst sandsynligt også nyde dit eget selskab mere, når du ikke er underlagt din egen kontrol og egne forventninger.

En mand elsker en kvinde der nyder. Hvorfor ikke tage det som en indbydelse til at nyde så meget vi kan?! Vi kvinder er fra Guds side skabt med et enormt nydelsespotentiale, både kropsligt og mentalt. Og vi fortjener det! Slip kontrollen og giv plads til nydelsen, sanseligheden, nærværet – det kvindelige.

Start med lysten

Start med at øve dig i at fokusere på, hvad du HAR lyst til. Vi er rigtig gode til at kommunikere, hvad vi ikke har lyst til. Men der er altid et alternativ. Hvad har du så lyst til? At sige ”Jeg har ikke lyst til sex” til sin partner, er en afvisning, og en lukkende udtalelse. Siger du i stedet ”Jeg har lyst til at vi ligger og holde om hinanden og at falde i søvn i dine arme”, er det en klar udmelding og samtidig en positiv invitation. Og du flytter fokus til at nyde og sanse, i stedet for at afvise.

Gå igennem din hverdag

  • Hvor kontrollerer du, eller forsøger på det, mere af vane end af nødvendighed?
  • Hvor kan du give slip på kontrollen og bare være til stede?
  • Hvad giver dig energi, og hvad tager din energi?

Vi kan selvfølgelig ikke eliminere alt det der tager vores energi, men ofte er der flere opgaver, som vi slet ikke behøver at gøre. Vaner som blot dræner os for energi. Drop dem og giv slip.

Hvor kan du give mere slip?
Hvordan får du mere nydelse?

Amanda LagoniAmanda Lagoni har praksis på Stefansgade på Nørrebro, hvor hun tilbyder sexologiske og parterapeutiske samtaler. Desuden er hun sanger og har netop udgivet sin tredje CD “Stilhed under stormen” med meditationer af Marie Kronquist.

Se mere på http://www.amandalagoni.dk/