Stop med at tænke

© Cheryl Casey - Fotolia.com

© Cheryl Casey – Fotolia.com

Nike er i dag tæt forbundet med sloganet Just Do It, som de lancerede tilbage i 1988 og som har været med til at brande firmaet til den høj-status de har i dag. Jeg må dog indrømme, at det først for nyligt er gået op for mig, at disse tre ord er mere end blot et smart slogan. De udtrykker en adfærd, som jeg kan lære noget af.

Jeg er en rigtig tænker. Dvs, jeg har det ikke så godt med at handle eller beslutte noget uden at situationen er godt analyseret og fordele og ulemper er tænkt godt igennem. Grundlæggende er det jo en god og sund strategi. Men der er også en fare for, at jeg i nogle tilfælde er for lang tid om at tage en beslutning eller gøre det nødvendige.

Fra tanke til handling

Èt godt redskab til at få taget en beslutning eller få taget fat i en opgave er netop Just Do It strategien. Det handler ikke om at tage hovedet under armen og lade være med at tænke sig om. Men det handler om, at på et tidspunkt i processen, så skal der springes fra tanke til handling. Så er det tid til at stoppe med at overveje og i stedet bare tage beslutningen og få tingene gjort. Så skal der ikke længere udsættes.

Selvom det lyder enormt banalt, så er dette spring fra tanke til handling et meget kritisk punkt. Mange kommer aldrig videre. Får aldrig taget dette næste skridt, der omsætter tanken til handling. Og det kan være lige fra at komme i gang med at motionere til at starte egen virksomhed – eller få friet til sin udkårne.

Det modsatte af Just Do It strategien er udsættelses strategien. Dette at jeg hele tiden skubber handlingen foran mig. Når det sker for tit så gør det noget ved mig:

  • Det skaber frustration over at jeg ikke kommer videre
  • Det giver mig dårlig samvittighed overfor dem som venter på at jeg handler
  • Det giver stress når jeg hele tiden bliver mindet om det jeg skulle have gjort
  • Det tærer på mit selvværd og ødelægge troen på mig selv

Fortsæt selv listen. Det bliver hurtigt en ond cirkel som kun gør det endnu sværere at få taget det næste vigtige skridt.

Her hjælper det at tænke: Just Do It. Stop med at tænke og overveje. Gør det nu bare.

  • Stop med at overveje for og imod.
  • Stop med at indsamle mere data og viden
  • Stop med at finde på undskyldninger og grunde til at udsætte
  • Stop med at tænke
  • Fokuser på det du ved skal gøres og gør det nu bare

Do It kasketten

Jeg bruger ofte denne strategi når jeg skal ud at løbe. En onsdag aften var vejret dårligt. Det var koldt og det regnede. Og der var træningsløb i orienteringsklubben. Jeg vidste det ville blive en våd, kold og beskidt oplevelse derude i den mudrede skov . Og jeg havde masser af andre presserende opgaver, der skulle gøres. Der var masser af gode grunde til at springe over og jo mere jeg tænkte på det des mere tilbøjelig blev jeg til at droppe turen.

Men nej. Jeg havde jo planlagt at jeg skulle afsted. Så jeg tog Just Do It kasketten på og slog tænkeren fra. Ikke så meget pjat. Fokuser og kom afsted. Og afsted kom jeg. Og som sædvanlig var det en god oplevelse at blive rystet godt igennem med høj puls og rå natur. Skidt med mudder og vand. Det går der bare ekstra sport i. Og bagefter er følelsen jo bare god. Det giver energi og er en stor tilfredsstillelse at gøre det man har sat sig for. I stedet for at udsætte.

Læs evt The hardest step for a runner is the first one out the front door

De store beslutninger

Når vores handlinger eller beslutninger handler om noget vigtigere end bare en løbetur, så kan 70/40 reglen være en god hjælp. Den blev introduceret af den tidligere amerikanske udenrigsminister Colin Powel og handler om forholdet mellem vores viden og de gode beslutninger. Han mener at de bedste beslutninger bliver taget i spændet mellem 40 og 70 % af den tilgængelige forhåndsviden om sagen.

Går du efter at tage beslutninger baseret på mindre end 40% information om sagen, så bliver din beslutning baseret på gætteri og er for risikabel. Går du efter mere end 70% information om sagen så tager det for lang tid at tage en beslutning og skride til handling. De gode og succesfulde beslutninger ligger  i spandet mellem 40 og 70% viden. Med andre ord, så er de gode beslutninger baseret på en blanding af viden og intuition. De 30% vi ofte mangler i forhåndsviden må vi erstatte af vores “mavefornemmelse”. Og den er som regel mere værd at tage hensyn til end de sidste 30%.

(Og så vil vi her venligt undlade at tænke på Colin Powels beslutning om at indlede krig mod Sadam Hussein pga. påstanden om masseødelæggelsesvåben i Irak. Eller måske lå den beslutning i virkeligheden under de 40%?)

At gribe til handling er ikke altid en let kunst. Og for nogle kan det endda være meget svært. Men mod, beslutsomhed og fokus er noget som man kan træne og blive bedre til. Jeg arbejder stadig på sagen.

Læs også Just Do It – the freedom to act

Udsætter du lidt for ofte?
Hvad gør du for at komme fra tanke til handling?

 

(Første gang publiceret 12. april 2013)

Kommentarer

  1. […] og mere skræmmende. I stedet for blot at komme i gang. Jeg har selv tidligere skrevet om dette i Stop med at tænke. Men læs lige Helles gode tanker om én af vores typiske bremseklodser. Måske også én af dem, […]